Voldsomt...

Voldsomt er et ord jeg bruger i en større mængde for tiden. Voldsomt er jo et ord, man kan bruge til at beskrive alt. Man kan enten bruge det som et enestående tillægsord, eller som et forstærkende tillægsord, så man kan faktisk bruge det til det hele. Så er det nok derfor, at jeg siger det så tit.

Men en ting, en voldsom ting, som jeg synes er den voldsomste ting her i vores voldsom store verden, er tilværelsen. Den måde vi lever på, alle de materialer vi har omkring os, hele vores kæmpe natur, måden vi er kommet til, sådan som vores samfund er bygget op. Jeg synes det er så voldsomt uvirkeligt det hele. Det hele med, at det vi føler og det vi tænker egentlig ikke er noget abstrakt, men noget som rent fysisk sker inde i vores krop. Det med, at der er en Gud oppe over os, som skabte os, men som egentlig ikke er del i skabelsen alligevel.

Jeg synes at tilværelsen bliver mere og mere uvirkelig, jo mere jeg tænker på det. Men hvis hele tilværelsen, hele virkeligheden, er uvirkelig, må det uvirkelige jo være virkeligheden. Så i sidste ende, må man kunne sætte lighedstegn mellem disse to, selvom de er det komplet modsatte af hinanden.

Mærkeligt. Uvirkeligt. Alligevel  så virkeligt.






Voldsomt...